Forfatterinterview med Inger Wolf

ewfewtergaer

Inger Wolf er forfatter til en række af krimibøger, herunder to krimiserier, og hendes seneste værk, Kragemanden, udkom i marts 2017. Ingers bøger når udover de danske grænser, og er udgivet i Norge, Sverige, Tyskland, Frankrig, Holland og Spanien.

 

Hvordan begyndte du at skrive krimier, og hvilken del af skriveprocessen nyder du mest?

Jeg begyndte at skrive krimi en dag i 2003, hvor jeg var ved at fare vild i den store skov, jeg boede opad. Det var begyndt at blive mørkt og uhyggeligt, og jeg forestillede mig, at der lå en ung kvinde i skovbunden med halsen skåret over, en enlig mor, som jeg selv var på det tidspunkt. Da jeg kom hjem, fortsatte jeg med at brygge på en historie om kvinden, og det endte med at blive til min første krimi, Sort sensommer, som udkom tre år senere. Jeg har altid elsket krimier og læst mange af dem, så det føltes som et naturligt valg for mig dengang. 

Den bedste del af processen er redigeringen, for når jeg kommer så vidt, så er historien som regel på plads. Her har jeg en hel tekst, som jeg kan arbejde med og gøre bedre. På det stadie hygger jeg mig meget med det. Før det er det som regel tvivl og kaos og angst for, om der nogensinde kommer en bog.

Hvilken af dine bøger fandt du mest vanskelig at skrive og hvorfor?

 Det var nok Sangfuglen. Den ville simpelthen ikke makke ret. Jeg var meget tæt på at opgive den, og hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg heller ikke ligefrem, det er min bedste bog. På den anden side lærte jeg også rigtig meget af processen. For eksempel at man ikke kan tvinge tingene ud. Nogle gange skal tingene have tid.

 Hvordan forløb processen med at få din første bog udgivet?

 Min første bog, der blev udgivet, var ikke en krimi, men en kort nutidsroman om moderskab, skilsmisse og utroskab. Da jeg sendte den ind, fik jeg den tilbage med et foreløbigt afslag, men forlaget skrev, at de syntes, jeg skulle skrive den om og prøve igen. Så det gjorde jeg, og så tog de den. Alligevel var jeg igennem en del omskrivninger, inden den kom på gaden. Og sådan er det stadig. Jeg skriver altid meget om.

Hvad ville du lave, hvis du ikke var forfatter?

Jeg ville sandsynligvis oversætte, hvilket jeg gjorde, før jeg kunne leve af at være forfatter. Men hvis jeg skulle starte helt forfra, ville jeg nok hellere studere psykologi eller hjernen eller noget andet i den retning. 

Hvilke værker af andre forfattere er blandt dine yndlings?

I krimigenren er jeg meget glad for Jo Nesbø og hans Harry Hole-bøger og Thomas Harris’ Ondskabens øjne og Den røde drage. Andre bøger, der har gjort indtryk gennem tiden er, John Steinbecks Øst for Paradis, Milan Kunderas Tilværelsens ulidelige lethed, Brett Easton Ellis’ American Psycho og Fjodor Dostojevskis Forbrydelse og straf. Alle store bøger på hver deres måde.

Hvad arbejder du på i øjeblikket?

Lige nu skal jeg i gang med at redigere “Christian Falk 3”, som er arbejdstitlen på den tredje og sidste bog i min serie om ham. I denne sidste bog kommer han på noget af en prøve, da han selv bliver anklaget for et drab og bliver jagtet af politiet. Jeg håber, den kommer ud til sommer. Og så er jeg ved at lave plottet til en spændingsbog uden for serie. Bare for at prøve noget nyt. Hvad der kommer ud af det, må tiden vise.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s