Dæmonerne fra Dybet

23634651_10212830089300463_1707651977_n

*Anmeldereksemplar fra Forlaget Drømmefangeren*
Dæmonerne fra Dybet af Pernille Kim Vørs, udgivet i 2017.

 

Dæmonerne fra Dybet er historien om Adeline og Gabriel, som møder hinanden i et skæbnebundet handlingsforløb. Adeline har levet i over 200 år uden at vide hvem og hvad hun er, og da hun en kold vinternat slår sin k æreste André ihjel, begynder det hele for alvor at ramle sammen for hende. Men da hun på et krydstogt møder Gabriel, begynder brikkerne langsomt at falde på plads. De to begiver sig ud på et voldsomt og begivenhedsrigt eventyr, hvor kampen om liv og død er på spil. 

Dæmonerne fra Dybet er en historie med en interessant introduktion. Den starter stille og roligt ud, hvorefter fortælleren lader indsigten i historien blive større, mens fortælligens mystik langsomt folder sig ud.

Bogen handler Adeline og hendes Valkyrie, samt en række af personer der alle besidder en indre dæmon. Deres indre dæmoner er fyldt med vrede, begær og lyst – fremstillingen af disse personer og deres dæmoner hev mig ind i en Freudiansk tankegang, hvor psykoanalyse kom på spil. Dæmonerne blev Det’et, også kaldet Id’et, den primitive del af mennesket som styres af lystprincippet, mens menneskedelen af karaktererne blev overjeg’et og jeg’et. Menneskeligheden er en art der kan tænke logisk og rationelt, men vi har alle følelser, der overvejende styrer os inderst inde og som til tider trænger igennem og driver os.

”Adeline blinker som en tåbe, men bliver pludselig hysterisk over, hvor meget valkyrien styrer hende, og alligevel er han i stand til at styre den mere, end hun kan.”

Pernille Kim Vørs inddragelse af dybe lyster og begær gav historien en menneskelig vinkel på trods af, at den centrerer sig om dæmoner.

Dæmonerne fra Dybet er en meget plotdreven bog med et rigt handlingsforløb. Læseren bliver taget gennem mange action-drevet scener, som til tider blev for meget. Historiens tempo løb i starten af bogen fra mig, mens jeg sad tilbage og savnede noget mere karakterfordybelse. Jeg følte ikke karakteren Adeline og hendes evige ubeslutsomhed, som forekom mig naiv og uholdbar. Den svage kvindelige karakter der ofte findes i erotisk romaner tiltaler mig generelt ikke. Jeg er mere til stærke og handlekraftige kvindekarakterer, som udstråler styrke og energi. Naturligvis kan både den svage og den stærke kvindekarakter smelte sammen til klumper af kliché, men jeg vil til enhver tid foretrække styrke frem for svaghed. Adeline groede en smule på mig, som fortællingen skred frem; jeg så glimt af troværdighed og hendes karakter udstrålede en snert af udvikling, der voksede mod styrke og selvstændighed. Dog trængte Adeline ikke igennem til mig og til sidst irriterende karakteren mig desværre gevaldigt. Den kvindelige hovedkarakter faldt desværre helt ved siden af for mit vedkommende, hvorimod resten af persongalleriet forekom mig interessant. Den mandlige hovedkarakter Gabriel fremstod menneskelig med sine troværdige frustrationer og gennemtrængende følelser. Det var dog især karakteren Xiomar, jeg ville have ønsket, at historien belyste og fokuserede mere på. Historiens slutningen skildrer et banebrydende dilemma med Xiomar i fokus, der giver historien et interessant perspektiv. Xiomar træder for alvor i kraft og fremstår yderst menneskelig. Det valg han tager rørte mig dybt og dannede dråber i mine øjne.

Pernille Kim Vørs lod den implicitte fortæller træde frem i bogen, hvilket jeg fandt yderst charmerende:

”Puha, der var hendes verden lige ved at styrte sammen. Hvabehar? Kræver det ikke, at hun er forelsket i ham?”

Forfatterkommentaren er fra bogens midte, og det gav mig i den grad et smil på læben. I sammenhæng med kapitlets kontekst blev kommentaren et morsomt og skønt element.

Jeg nåede bogens sidste sider og spekulerede på hvordan historien ville slutte. Enden indtraf og jeg lukkede bogen med blandede følelser. Pernille har skrevet en imponerende god slutning med følelsesladet karaktersamtaler og skræmmende vilkår. Dæmonerne fra Dybet er en bog der ikke helt faldt i min smag, men som alligevel bar på spændende elementer og unikke scener.

Krokodillevogteren

23140272_10212706342366867_2007807005_nKrokodillevogteren af Katrine Engberg, udgivet af Lindhardt og Ringhof i 2016.

 

Krokodillevogteren er fortællingen om en ung pige, som findes myrdet i en lejlighed i København. I selv samme lejlighedskompleks befinder der sig en kvinde, som er i gang med at skrive på en brutal krimi. Kriminalbetjent Jeppe Kørner går i gang med at efterforske mordet, og det går hurtigt op for ham og hans kollega Anette Werner, at gerningsmanden bag dette mord har været yderst opmærksom og snu. 

Katrine Engberg har skrevet en fremragende kriminalroman. Bogen starter spændende ud og fremlægger en mystisk gåde, der er umulig at forudse. Romanen opretholder et godt tempo, som er fremadskridende fra ende til anden.

Jeg holdt af Engbergs måde at inddrage læseren på, som fungerede på en tiltalende og frisk måde:

”Synet af den blege, sorthårede dreng imellem tusindvis af prismer var næsten påtrængende dramatisk. Det kunne ikke have været mere iscenesat.”

Engberg lader med sine forfatterkommentarer den implicitte fortæller træde frem og styre læserens fokus. Hun lader det skinne igennem på en fin og funktionel måde, så det aldrig bliver for meget; den implicitte stemme navigerer læseren rundt i historien på en skarp måde, hvilket efterlod mig med et lille positivt smil på læben.

Historien har et stort persongalleri med en masse potentielle gerningsmænd, som gør gåden interessant og nervepirrende. Den unge pige som er fortællingens offer, blev langsomt skrællet som var hun et løg; lag for lag trådte hendes personlighed frem og lod mig danne forestillinger om hende og hendes gerningsmand. Bogens bi-karakterer var med til at krydre mysteriet op og holde spændingen i top.
Krimi veksler primært i mellem to personer, som vi bliver styret ind på med fortællerstemmen. Det ene fokuspunkt er Esther de Laurenti, som er en gammel dame i lejlighedskomplekset. Hun er en kompliceret ældre dame med en interessant baggrund, som er meget svær at gøre sig klog på.
Kriminalbetjent Jepper Kørner, som er krimiens andet fokuspunkt, er en stærk og menneskelig karakter. Kørner stråler igennem som person og efterlod mig fanget ved fortællingens slutning. Jeg vil lige så gerne blot få lov at dykke ned i karakteren Kørner og alle hans dimensioner, som jeg vil dykke ned i endnu en krimigåde af Engberg.

Bogens sprog er fint og beskrivelserne er flotte. Jeg holdt især af Engbergs malende beskrivelse af det Kongelige Bibliotek, som ramte fuldkommen plet og varmede mig på den ellers kølige efterårsdag, hvor jeg havde fornøjelsen af at læse krimien.
Derudover faldt jeg over flere fine sprogbilleder, en af dem vil jeg eksemplificere her:

”At skrive en krimi er ligesom at prøve at flette en fletning af edderkoppespind; tusind tråde klæber til fingrene og knækker, hvis man ikke fokuserer.”

Sammenligningen  er levende; den satte gang i mine sanser, der straks forestillede sig fornemmelsen af den svære opgave, som det må være at flette edderkoppespind.

Derudover indeholder krimien komiske elementer og bogens titel er genial. Katrine Engberg har i den grad formået at flette en fletning af edderkoppespind, og jeg glæder mig til at læse mere fra hendes side af.